Jeg har efterhånden oplevet alle tænkelige situationer hos unge med ADHD og autisme, når det gælder isolation og massiv belastning.
Jeg har mødt unge, der har tilbragt år alene på deres værelse – nogle i katatoniske tilstande, stirrende ind i en væg i timevis.
Nogle har kæmpet med voldsom selvskade, invaliderende OCD, psykoser og selvmordsforsøg. De er traumatiserede af at være blevet mødt uden mentalisering, og mange har mistet al tro på relationer og et meningsfuldt liv. De har været emotionelt fuldkommen alene.
I dag ser jeg de samme unge grine i fællesskaber, udveksle humor og skarpe analyser, engagere sig i verden omkring dem. De får venskaber, flytter hjemmefra – og vigtigst af alt: De vil noget. Noget, der engang virkede fuldstændig utænkeligt.
At hjælpe dem er i bund og grund enkelt – hvis man forstår diagnoserne, komorbiditet og møder dem autentisk og ligeværdigt. Derfor er det ubegribeligt, at tusindvis af unge stadig sidder isolerede i hjemmene uden den rette hjælp. Lige nu vælger jeg at glæde mig over at se de unge, jeg har fulgt, tage skridtene mod et liv med muligheder. Noget der som sagt var utænkeligt engang, men som nu sker lige for øjnene af mig.