Ved isolation arbejder vi i hjemmet med bl.a. stressreducering og besøg i hjemmet, hvor der fokuseres på en stabil, tryg og bæredygtig relation til en primær medarbejder. Tryghed og stabilitet kan tage tid, og det er vigtigt, at den unge ikke føler sig presset i samarbejdet og at den primære og den unge opnår et kendskab til hinanden, så samarbejdet bliver frugtbart.
Det er trygheden, der giver den primære adgang til at arbejde med den unge. Trygheden og stabiliteten betyder, at den primære kan rykke ved den unges grænser, mens den unge ved, at den primære kan hjælpe den unge igennem det, der er svært.

Når den primære har fået adgang til hjemmet og den unge, vil den primære begynde at have samtaler med den unge. Vi tager udgangspunkt i psykoedukative samtaler med fokus på selvforståelse og viden om diagnosens betydning for den enkelte. Vi taler bl.a. om, hvorfor autismen kan betyde, at man kan være udsat ift. sanseindtryk, sociale koder, der kan være vanskelige at aflæse, behovet for at restituere og hvad det er der sker, når man bliver begrænset af undgåelse, fremfor mestring. Sammen med den unge går vi på opdagelse i, hvilke mestringsstrategier, den unge kan bruge i sin hverdag.
Der kan ved besøgene selvfølgelig være indhold, der drejer sig om at kende hinanden – det kan fx. være at man er fælles om nogle kreative ting eller at spille. 
Den primære vil lave en plan med den unge for, hvordan den unge kan omsætte viden og indsigt fra samtaler til praksis. Det vil sige, at vi laver en eksponerings- og træningsplan for, hvordan den unge oparbejder en øget tolerance for det, der er svært. 

Nærmeste udviklingszone er dér, hvor den unge er i læring. Dvs. at den unge hverken er stagneret eller overbelastet og regredierer.
Når den unge er parat, vil den primære begynde at arbejde målrettet med eksponering i nærmeste udviklingszone ift. at den unge kan komme ud af sin isolation.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at alene det at møde den primære og sige ja til en indsats, naturligvis også er et stort skridt og eksponering for den unge.
Eksponering i nærmeste udviklingszone er en del af at bygge på de psykoedukative samtaler. Kort sagt kombineres samtalerne med træning i praksis, så den unge bliver støttet i at omsætte sin viden til erfaringer i praksis. Det kan fx. være at mestre ubehaget, når man skal ud af døren i skarpt sollys. Her vil den primære hjælpe den unge med at træne at være i situationen og tage de forbehold, der hjælper den unge. Med tiden vil den unge bruge mindre af sin kapacitet på situationen, og den unge og den primære vil kunne tage næste skridt, som fx. kan være at sætte sig i en bil for at køre ind til AtoB.

Formålet med de erfaringer og mestringsstrategier, som den unge opøver er at videreføre dem til nye arenaer. Mestringsstrategierne skal i praksis automatiseres for at kunne erfaringsoverføres.
Det betyder, at den unge fx vil øve sig på at være sammen med andre unge mennesker i en tryg ramme. Her trænes strategier, så den unge opbygger positive erfaringer og bliver mindre aktiveret i uro og angst. Når den unge har prøvet det tilpas længe, vil strategierne og mestringen være automatiseret i en grad, så denne erfaring kan overføres til andre arenaer. Det er erfaringsoverførslen, der er betydningsfuld ift. den unges muligheder fremover.
Inden den unge er parat til at møde andre unge, vil der ofte være mange delmål og skridt i eksponeringen og handleplanen. Det er afhængigt at den enkelte unge, men et eksempel på delmål kan kort skitseret være at forlade hjemmet, at kunne være i transport med den primære, at kunne være på AtoB uden andre unge, at være på sidelinjen til andre unge på AtoB og til slut at kunne interagere med de andre unge.

Mennesket er et socialt væsen, som har brug for interaktion, kontakt og fællesskaber for at trives. Derudover er kontakt med andre nødvendigt for at indgå i samfundet i forbindelse med studieliv og arbejdspladser.
En del af indsatsen er derfor, at den unge træner og øver sig at være i en ramme af fællesskab med andre. Vi støtter den unge i at være på AtoB sammen med andre unge. Det foregår i den unges nærmeste udviklingszone, hvor graden af fællesskab afstemmes den enkelte unge. Målet er, at den unge oplever fællesskabet som givende og samtidig oplever selv at bidrage. Den unge støttes i at opøve bæredygtige strategier, så deltagelse bliver holdbart og justeret til den unges funktionsniveau. Både aktuelt og på længere sigt.

Negative erfaringer fra tidligere skoleforløb, angst og belastningsreaktioner betyder, at mange af vores unge ikke har haft overskud til at turde drømme eller til at tro på, at de besidder kompetencer og ressourcer.  I takt med at den unge bliver stabiliseret, trivslen øges og angst og stress mindskes, vil den unge få frigivet kapacitet til at kunne flere ting. Nogle unge vil selv begynde at italesætte de ting, der interesserer dem, mens andre skal have hjælp til at være undersøgende på det. Som en del af indsatsen brobygger vi til det næste, som den unge skal. Måske er det en STU, et praktiksted eller en ramme af fællesskab med andre unge.