Myth Buster: Unge med autisme gider ikke fællesskaber

Der er mange, der tror, at unge med autisme foretrækker at være alene frem for at være en del af et fællesskab, fordi de ofte fravælger sociale aktiviteter. Det er ikke nødvendigvis rigtigt.

Myth Buster: Unge med autisme gider ikke fællesskaber

De fleste mennesker har brug for at være en del af et fællesskab, og det gælder også unge med autisme.

Grunden til de fravælger fællesskabet kan i stedet handle om, at de har svært at navigere i sociale samspil og bruger mange kræfter på det. Det kan også være fordi, rammerne omkring fællesskabet eller aktiviteten ikke er autismevenlig.

Vi har samlet tre gode råd, som gør det nemmere for unge mennesker med autisme at tage del i en social aktivitet eller indgå i et fællesskab.

Vær sammen om en fælles aktivitet

Unge med autisme har typisk svært ved at læse andre mennesker, og de bruger derfor meget energi på at indgå i sociale sammenhænge.

Det kan derfor være en fordel at samles om en fælles aktivitet, hvor der er klare rammer og et tydeligt formål. Så slipper de for at smalltalke og skulle tune sig ind på den andens behov og interesser.

Det kan for eksempel være rundbold eller Ludo. Her er der tydelige regler for, hvem der starter, hvornår du må rykke/løbe, og hvordan du vinder. Det kan også være fælles interesser som musik eller håndarbejde.

Giv plads til en mental timeout

Unge mennesker med autisme er meget følsomme overfor lyde og lugte og bliver nemt fyldt op af mange sanseindtryk. Der kan derfor være behov for en pause eller en timeout fra alle sanseindtrykkene, hvis de deltager i en social aktivitet.

På fagsprog kaldes det at lave en vekselvirkning mellem eksponering og afskærmning.

En af måderne at skabe en autismevenlig aktivitet på er ved at gøre det muligt at trække sig fra aktiviteten, uden at du nødvendigvis behøver at gå hjem.
Det er for eksempel nemmere at være med til familiemiddagen hos tante Oda, hvis det ikke er nødvendigt at sidde med ved bordet hele tiden, men også muligt at trække sig tilbage til stuen og få lidt fred og ro.

Det hjælper også at lave tydelige aftaler om, hvad pausen kan udfyldes med. En pause for en ung med autisme behøver ikke at være lig med at lave ingenting. En pause skal være på den unges præmisser og kan godt være at sidde med sin mobil, spille computer, læse eller lignende.

Tag små skridt

Mange unge med autisme har brug for at øve sig i at deltage i sociale aktiviteter, og hvis der er støtte og opbakning til selv små skridt i retning af et socialt liv, kan det gøde lysten til mere.

Her kan det hjælpe at italesætte forventningerne til graden af deltagelse og vise, at der er mange måder at deltage i en social aktivitet eller et fællesskab på. Hvis det er en fødselsdag, er det for eksempel muligt bare at være med til en del af fødselsdagen. Det kan være at give en gave eller være med til at drikke en sodavand og så smutte igen.


Ved at vise at det er OK at deltage i sociale aktiviteter med forskellig intensitet, er det langt mere sandsynligt, at den unge med autisme får lyst til at deltage i det omfang, han eller hun kan, – uden at gå på kompromis med hensynet til sin diagnose.

Hent mere inspiration

De 10 H’er er en guideline til at være tydelig, afgrænset og autismevenlig ift. aktiviteter.

Se De 10 H’er her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender nyhedsbrev ud ca. 1 gang hver 2.måned, hvor vi deler nyttig viden og værktøjer om autisme. 
Vi deler nyt til unge, forældre og samarbejdspartnere.

Om AtoB

AtoB er specialiseret i unge med autisme og belastningsreaktioner såsom angst, isolationsproblematikker, skolefravær og anden invaliderende komorbiditet.
Vi tilbyder helhedsorienterede forløb til unge i alderen 16-25 år.