En fantastisk dag med eleverne til Demokratiets højborg

STU-Besøg på Christiansborg

Medborgerskab og det at føle sig som ligeværdig en del af samfundet er en af vores mærkesager. Vi kan selvfølgelig ikke bestemme, i hvilken grad vores elever skal føle sig som en del af samfundet omkring dem, men vi gør, hvad vi kan for at skabe gode fælles oplevelser og positive erfaringer kombineret med læring i så trygge rammer som muligt.

Medborgerskab

På AtoB arbejder vi med Samfundsfag, Medborgerskab og ADL (Almen Daglig Livsførelse) som en del af indholdet på STU. I denne uge var der arrangeret besøg på Christiansborg, hvor vores passionerede samfundslærer Maria  havde gjort brug af sine kontakter inde på Borgen. Derfor blev der taget særligt godt imod os af politiker og folketingsmedlem Halime Oguz fra SF, som var vores guide. Hun var forberedt på, at vores elever kan være ængstelige og sårbare; fx ift. for mange direkte spørgsmål og at manglende øjenkontakt og håndtryk ikke er et tegn på uhøflighed, men et udtryk for autisme og evt. ubehag ved berøring. Hun havde sørget for, at eleverne kunne trække sig, hvis der blev for mange stimuli undervejs, og vi havde den anden vej rundt forberedt turen med de 10 H’er, så eleverne vidste hvordan turen forløb.

Dagens program

Vejret var med os og vi tog mod Christiansborg i flot solskin og forårsstemning. Vi valgte at transporttræne med metro i dag. Det er altid en vurderingssag, om vi transporttræner med det offentlige eller kører i egne biler. I dag vurderede vi, at parkering i indre by ville kræve flere kræfter, end metroen.

Vi ankom til Christiansborg og kom ind via gæsteindgangen og sikkerhedstjek.

Halime havde planlagt følgende ting, som hun fortalt om: 

  • Grundloven
  • Statsministerportrætterne
  • Mindeplade for Dan Uzan og Finn Nørregaard
  • Samtaleværelset (hvor vi bl.a. ser det nye, stor kvindemaleri, vi har talt om på AtoB)
  • Folketingssalen (kig gennem vinduet)
  • Tilskuerpladserne (Folketingssalen)
  • Det gamle kongeværelse
  • Besøg i SFs gruppeværelse – her sætter vi os og bliver tilbudt noget at drikke. Halime fortæller om sin vej ind i politik, dagligdagen på Christiansborg, store og små oplevelser som politiker. Alle er meget velkomne til at stille spørgsmål.

En dejlig dag med læring i fællesskabet

I dag var en dag, hvor det hele gik op i en højere enhed. Eleverne gav udtryk for at have haft en god dag – medarbejderne nød det mindst ligeså meget. Og samtidig arbejdede vi på alle de parametre sammen med eleverne, som giver mening; fællesskabet, eksponeringen ude i nye rammer, oplysning og læring og en tur med positive erfaringer og gode minder sammen.
Stort tak til Halime for hendes tid. ♥

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi sender nyhedsbrev ud ca. 1 gang hver 2.måned, hvor vi deler nyttig viden og værktøjer om autisme. 
Vi deler nyt til unge, forældre og samarbejdspartnere.

Om AtoB

AtoB er specialiseret i unge med autisme og belastningsreaktioner såsom angst, isolationsproblematikker, skolefravær og anden invaliderende komorbiditet.
Vi tilbyder helhedsorienterede forløb til unge i alderen 16-25 år.