Unge med autisme er ofte ensomme

Ensomhed er en smertefuld følelse, der opstår, når ens sociale relationer ikke opfylder de behov, man har for social kontakt. For de fleste er følelsen af ensomhed forbigående og kortvarig. Men for en lille gruppe af unge forekommer følelsen ofte, og det kan få alvorlige konsekvenser i ungdomslivet og langt ind i voksenlivet. Forskning viser, at unge med autisme er i en særlig risikogruppe, når det gælder ensomhed og social isolation.

En myte at unge med ASF ikke ønsker fællesskab

Det er en myte, at unge med autisme foretrækker at være uden social interaktion og uden for fællesskaber. Unge med autisme er blot udfordret i forhold til at indgå i sociale fællesskaber og har ofte brug for at blive guidet til at forstå spillereglerne. For de voksne omkring de unge, kan det være svært at vide, hvordan den unge skal trænes i de sociale spilleregler, da ensomhed ofte er omgærdet af tabu. Det kan ligeledes være svært at støtte den unge, uden at føle, at man træder rundt i netop dét, der er svært. 

64 procent af forældre til børn med autisme siger, at deres barn i lav grad eller slet ikke deltager i sociale fællesskaber i fritiden

For børn og unge med autismespektrumforstyrrelser er ensomheden et ekstra belastende vilkår. Social isolation fører ofte til belastningsreaktioner som eksempelvis angst, selvskadende adfærd og tvangshandlinger, hvilket gør det endnu sværere at træde ud blandt andre unge og forsøge at blive en del af fællesskabet. Selvværdet dykker og usikkerheden tager over. Kort sagt savner disse unge evnerne til at skabe kontakt og selvisolationen sætter gang i en ond spiral, der er umulig at bryde uden hjælp.

Ensomhed handler ikke kun om at være sammen med andre

Det er vigtigt for aktørerne rundt om den unge at forstå, at ensomhed ikke nødvendigvis forbundet med, om man har mange eller få mennesker omkring sig. Følelsen kan også opstå, når man er sammen med andre, når man f.eks. føler sig anderledes end ens sociale relationer, eller relationerne ikke er tilstrækkeligt nære og dybe. Derfor er det afgørende at turde tale med den unge om, hvorvidt den unge føler sig som en del af fællesskabet. Særligt for unge med autisme kan følelsen af at være anderledes og udenfor fællesskabet fylde. Disse unge er ofte på konstant overarbejde for at prøve at passe ind og forstå, hvad der er i spil med andre mennesker. Paradoksalt nok kan dét, at autisme ikke ser ud som et handicap udefra, være med til at gøre det endnu sværere for den unge at navigere i fællesskabet, da det ikke kan ses med det blotte øje, at der er en udfordring. 

Social træning er ikke det samme som at være social

Institutioner og skoler for børn og unge inden for autismespektret arbejder for det meste med socialtræning. Det er dog sjældent, at barnet eller den unge kan omsætte social træning til også at VÆRE i sociale fællesskaber på egen hånd. Kort sagt, så er social træning ikke det samme, som at være social. Social træning kan derfor ikke stå alene, men skal, ideelt set, følges op med arrangerede fællesskaber, hvor der er voksne, der tager ansvaret for, at barnet eller den unge lykkes. 

AtoB arbejder i fællesskabet for de unge

Hos AtoB arbejdes der individuelt med den unge i, og rundt om, fællesskabet. Medarbejderne om de unge faciliterer fællesskabet og støtter de unge i interaktion med hinanden. Det, at de unge har samme udfordringer, giver en rummelighed og forståelse overfor hinanden, som fordrer et trygt miljø, hvor de unge er mere modige og tør tage fat på dét, der er svært. 
Når en ung starter i AtoB, har den unge ofte været isoleret fra andre unge i lang tid. Vores unge er kendetegnet ved, at de har massive belastningsreaktioner, såsom angst, og det er en stor overvindelse bare at komme til AtoB. Vi er derfor meget opmærksomme på, at den unge til en start ikke skal opleve et pres om at indgå i fællesskabet. Det er fx helt acceptabelt at man ikke tør snakke med nogen til en start. 

Alene det at komme ind ad døren til AtoB er en kæmpe sejr for den unge. Vi tager os tid til at arbejde i den unges tempo, så vi i stedet for at overskride den unges grænser, opbygger tilliden til, at fællesskabet er trygt at være i.